Social Emotionel Læring (SEL)
I 1968 og op gennem 70-erne og 80-erne så vi et stigende fokus på sociale kompetencer og ”Det hele barn”, som blev kaldt ”The missing piece in education”, og i 1994 dannede en gruppe amerikanske forskere et netværk, hvis mål er at sikre, at evidensbaseret SEL, som står for Social og Emotionel Læring, bliver en obligatorisk del af al grundskoleundervisning. Netværket hedder CASEL, og det spiller en meget vigtig rolle i den voksende globale spredning af undervisningsforløb og -modeller med fokus på børns mentale sundhed.
CASEL mener, at social og emotionel læring bør være en integreret del af uddannelse og menneskelig udvikling og har som vision, at alle børn og voksne er selvbevidste, omsorgsfulde, ansvarlige og engagerede mennesker, der arbejder sammen for at nå deres mål og skabe en mere inkluderende og retfærdig verden.
SEL henviser til den proces, hvorigennem børn og voksne tilegner sig og effektivt anvender viden, holdninger og færdigheder, som er nødvendige for at forstå og håndtere følelser, sætte og opnå positive mål, føle og vise empati for andre, etablere og vedligeholde positive relationer og tage ansvarlige beslutninger. Det har til formål at forbedre elevernes sociale- og emotionelle kompetencer, herunder selvbevidsthed, selvledelse, social bevidsthed, relationskompetencer og ansvarlig beslutningstagning.
SEL kan være en løftestang til at skabe sunde skoler, der støtter alle unge i at nå deres fulde potentiale. Skoler, hvor elever på tværs af race, etnicitet, familieindkomst, indlæringsevner, sprog, kønsidentitet, seksuel orientering og andre faktorer oplever miljøer, der fremmer deres sociale, emotionelle og akademiske udvikling optimalt.
CASELs vision er at fremme børns mulighed for at bevare kontakten til sig selv i en tid med store krav om succes, og hvor fællesskaber er under pres. Dette kræver et fokus på de voksnes relationskompetence og træning af nærvær, empati og selvberoenhed. Selvberoenhed definerer vi som en tilstand, hvor man kan bevare kontakten og roen til sig selv og sin egen indre dømmekraft. Det er det sted, hvorfra en person på et dybere plan kan forbinde sig til andre mennesker og bevare centreringen i en stadig mere kompleks verden i hastig forandring. En af de måder selvberoenhed kommer til udtryk, når vi er sammen med andre, er gennem empati. Vi har alle en medfødt evne til selvberoenhed og empati, og vi skal skabe et læringsmiljø, der kan fremme træningen og udviklingen af disse naturlige kompetencer. Det er altså ikke et spørgsmål om at tilegne og lære sig noget nyt. Det handler i stedet om at genopdage og kultivere noget, vi allerede har og kan. De fleste børn og unge har brug for støtte til at udvikle selvberoenhed, og her kommer Indre Styrke ind i billedet.
CASEL arbejder med fem kompetencer, som er med til at danne rammen for Social Emotionel Læring (SEL).
Disse fem kompetencer er selv-opmærksomhed, selvregulering, social opmærksomhed, relationsfærdigheder og ansvarlig beslutningstagen.
Vi har ud fra disse kompetencer skabt en model for Indre Styrke, som indkapsler de tre grundelementer.